Røv og nøgler!

Han smilede allerede på vej ind i konsultationen, og satte sig lige overfor mig, som han altid gør. Vi sad nu på hver sin side af skrivebordet og kiggede hinanden i øjnene et par sekunder, indtil han afbrød stilheden:

“Er du kommet i gang med at cykle, eller er det bare gået op i røv og nøgler?” Vi grinede begge to et forløsende grin. Jeg havde glædet mig til at fortælle ham, at jeg faktisk var kommet i gang med at cykle, ligesom jeg ville konfrontere ham med, at den rute han havde foreslået mig var så svær, at jeg måtte ned og bide i græsset.

Han er over 70 år gammel og har gennem mere end et halvt år prikket til mig, fordi jeg på et tidspunkt har fortalt ham, at jeg godt kunne tænke mig at cykle på mountainbike ligesom ham. Vi mødes med mellemrum, fordi han kommer til kontrol i lægehuset i anden anledning, og i den forbindelse har han fundet tid til at beskrive ruter, komme med cykelblade og på anden måde forsøgt at motivere mig, når han har haft muligheden.

Der er god videnskabelig dokumentation for at regulering af blodtryk, blodsukker og kolesterol er vigtig for livskvalitet og langtidsoverlevelse hos patienter med livsstilssygdomme. Desværre er det nemt at komme til at fokusere på medicinsk regulering af disse faktorer i stedet for at se på, hvad man selv kan gøre. Vi ved, at regelmæssig motion bevirker bedre insulinfølsomhed i musklerne, sænker blodtrykket og sænker niveauet af det usunde kolesterol i blodet. Ud over at beskytte mod livsstilssygdomme har regelmæssig motion også en sundhedsfremmende effekt i form af bedre humør og øget energi.

Når det nu er så godt, hvorfor er det så så svært?

Grundlæggende handler det om, at vi skal have en god grund til at ændre adfærd. Vi skal opleve en gevinst ved at yde den ekstra indsats. Det skal ikke bare være konens eller lægens ambition. Det kan sammenlignes med, at være vant til at bremse sin cykel med fodbremsen og så skulle vænne sig til at bremse med håndbremsen. Det er ikke en refleks i starten, det kræver, at man koncentrerer sig de første mange gange. Det er samtidig normalt at falde ud i en periode, men det hjælper ikke at slå sig selv oven i hovedet med dårlig samvittighed, lær i stedet af det skete, saml lidt mod og prøv igen.

Det er vigtigt at vælge en motionsform, man kan lide. Vi er som mennesker heldigvis forskellige, og det er også forskellige, ting der motiverer os. For nogle mennesker er det vigtigt at kunne måle puls, skridt, distance og andre parametre i forbindelse med motion. Nogle oplever, at det er vigtigt, at motion har et socialt element og laves sammen med andre. For andre er det vigtigt med en belønning i form af en gave eller oplevelse, når bestemte mål er nået. For mig krævede det åbenbart mere end et halvt års stikpiller fra min patient, inden jeg kom i gang.

Da jeg og min patient havde talt om den helbredsundersøgelse, som konsultationen egentlig handlede om, endte vi med at tegne cykelruter på bagsiden af en recept. Jeg har gemt recepten, fordi den for mig er et fint billede på en motivationsskabende proces, der har ført til ændring af livsstil. Efter konsultationen tænkte jeg på, hvornår jeg igen kan komme ud at cykle, selv om det godt kan gøre ondt i r….!

Henrik Prinds Rasmussen – Privatpraktiserende læge i Lægehus Nord i Kolding. Ud over at have speciale i almen medicin har Henrik specialiseret sig i led-, muskel- og skeletsmerter samt medicinsk akupunktur.