De stod af juleræset

Sidste år droppede familien Pedersen juleræset. I stedet for at styrte rundt og købe dyre gaver og stresse for at levere “den perfekte jul”, valgte de at hive stikket ud og drog til Norge for at være sammen som familie.

Advents- og kalendergaver, gløgg og brunkager. Hjemmeklippede julehjerter og frisklavede klejner.

Listen over aktiviteter i december er lang. Og forventningerne bliver større år for år. Blade og tv bugner af gode juleidéer, der kan gøre julen lidt hyggeligere. Vores billede af den perfekte jul kræver efterhånden både meget tid og ikke mindst mange penge.

Samtidig kommer forretningernes julepynt op allerede i oktober og står som tydelig manifestation af alt det, der skal nås og laves. For ikke at skuffe nogen gør vi meget for at finde den perfekte julegave til tante Oda og lille Ida. Men al denne trængsel og alarm er ikke helt uden omkostninger, og vi kender det næsten alle sammen: Julestressen.

Men sådan er det ikke længere hos familien Pedersen fra Vejle. De besluttede sig sidste år for at prøve noget andet – sammen med deres fire store børn ville de holde en jul, hvor tid og fællesskab var nøgleordene.

– Vi havde bare lyst til at hive stikket ud og prøve noget andet. Vi tænkte, at det var muligt at holde en mere rolig jul. En jul, hvor vi var sammen som familie og dyrkede nogle af de værdier, som julen faktisk handler om. Den måde, vi var vant til at holde jul på, var bare alt for stressende og hektisk, fortæller Johnny Pedersen.

Nærvær med familien i højsædet

I stedet for en traditionel dansk jul tog Johnny Pedersen og hans kone Hanna derfor familien med på skiferie til Norge.

– Vi ved jo bare, at julen er en travl tid. Der sker så mange ting. Og når man er en stor familie som os, er der mange praktiske ting og gaver, man skal ordne. Det orkede vi faktisk ikke, fortæller Hanna Pedersen.

Det med at gøre noget andet og undgå jule-stressen kom som noget helt naturligt for familien, som havde fået nok af alt hurlumhejet:

– Det er jo egentlig meget enkelt; i bund og grund vil vi bare være sammen i julen. Altså have tid til at lave en masse hyggelige ting, siger Johnny Pedersen.

Overflodssamfund

Ideen om at holde en mere simpel jul, hvor man bruger færre penge på gaver og i stedet fokuserer på at have tid med familien, har ifølge Johnny Pedersen noget at gøre med den tid, vi lever i.

– Vi lever i et samfund, hvor vi har råd til det meste. Det er jo ikke sådan, at børnene går og ønsker sig noget hele året – som de så kan få til jul. De får det eller køber det selv, når de skal bruge det. Derfor mister julen også lidt af magien – da jeg var barn, husker jeg, at julen var noget helt specielt, som jeg glædede mig til hele året, fortæller han.

Netop overfloden og de mange forventninger er med til at gøre julen stresset.

– Man kan jo ikke komme udenom, at der er kæmpestore forventninger til juleaften. Det er jo især alt det med gaverne. Det er, som om det hele skal være perfekt, og så kan man jo næsten kun blive skuffet, siger Hanna Pedersen.

Fællesskab og tid med familien

Familien Pedersens jul i Norge er noget, de husker tilbage på med glæde:

– Vores jul i Norge var markant anderledes. Her løb vi rundt på skiløjperne, mens sneen dryssede ned. Vi var sammen som familie – vi havde tid med børnene og kunne dele oplevelserne sammen. Det var på mange måder helt perfekt!, fortæller Johnny Pedersen begejstret.

Familien Pedersen havde dog juletræ og dansede om træet, som de altid har gjort. Men rammerne var anderledes, og følelsen af at hive stikket ud var en rar fornemmelse for både de voksne og børnene.

– Faktisk var vores børn helt med på den. Der var ingen bekymringer der – tværtimod nød de det. De kunne jo også mærke, at de fik en anden opmærksomhed og måske også nogle forældre, der var mere til stede, siger Hanna Pedersen.

Og når man spørger, om familien har tænkt sig at holde en afslappende jul igen, kommer svaret prompte fra Johnny Pedersen:

– Helt sikkert! Det kan varmt anbe-

fales – en jul uden det traditionelle stress og jag er en helt igennem positiv oplevelse. Både godt for os hver især og ikke mindst som familie.

Vi besøgte familien Pedersen på en frostklar novemberdag, hvor der var sne nok til at mindes sidste års juleeventyr i Norge.

Julegaver for 3.080 kroner

I 2009 fik Nordea lavet en undersøgelse, der viste, at hver dansker mellem 16 og 65 år brugte 3.080 kroner på julegaver.

Kilde: Nordea

Vi går mere i kirke juleaften

Sidste år lavede Syddansk Universitet en undersøgelse af, hvor tit vi danskere går i kirke. 31 procent svarede, at de kun kommer i kirken ved særlige højtider – først og fremmest julen.

Ti år tidligere lavede man en tilsvarende undersøgelse, og her svarede kun 21 procent “ja” til samme spørgsmål.

Kilde: Videnskab.dk

Af: Christoffer Boserup Skov / Foto: Lasse Hyldager