– Det er en skildpadde, der svæver gennem universet. Oven på den står fire elefanter, og Discworld hviler på elefanterne som en flad klode.
24-årige Natasha Glerup viser sin tatovering frem. Den sidder på ryggen, lige under nakkehvirvlerne, og det gjorde ondt at få den lavet. Men det er ok. Tatoveringen viser noget, der betyder rigtig meget for hende. Den afbilder verden, som den ser ud i hendes yndlingsforfatter, Terry Pratchets, bøger. Pratchet skriver ’Epic high fantasy’ og har bygget en hel verden op, sådan lidt a la Tolkien, og Natasha elsker hans humoristiske stil, hvor han bruger sin fantasiverden til at fortælle gode historier og til også at bedrive samfundskritik af vores egen verden.
– Han gør mig glad, siger Natasha, der havde en meget dårlig dag, da Terry Pratchet døde for nylig.
Natashas egen verden ligner ikke Terry Pratchets Discworld. Men den ligner heller ikke de fleste andres. I hvert fald ikke på alle områder. Natasha lider af skizofreni, en af de mest alvorlige sindslidelser, der findes. En lidelse som før i tiden betød, at man nærmest pr. automatik blev parkeret på førtidspension, forsynet med noget medicin og stort set overladt til sig selv.
Sådan har det heldigvis ikke været for Natasha. Hun boede i Aarhus sammen med sin kæreste, da hendes depressionslignende symptomer tog til, og hun til sidst – efter en tid på antidepressiv medicin, som ingen effekt havde – endte i Opus, Klinik for skizofreni, Aarhus Universitetshospital, Risskov.
– Jeg havde en samtale med én fra Opus, og det tog nærmest kun en halv time at få stillet diagnosen, siger hun.
En del af hendes symptomer var klassiske sanseforstyrrelser med synshallucinationer og høre-ditto. De svarer lidt til, hvordan et LSD-trip kan være, har hun hørt.
– Jeg hørte stemmer og lyde. Stemmerne talte til mig, og jeg havde flere end to personligheder, som råbte af mig og snakkede om mig. Jeg følte mig adskilt fra min krop. Jeg så træer, der forandrede form, mennesker på gaden fik pludselig meget lange arme, og jeg kunne ikke genkende mig selv eller dem, jeg kendte.
– Jeg blev meget chokeret. Det var et slag i ansigtet. Jeg kendte jo kun skrækhistorierne om mennesker med skizofreni. Men senere blev jeg mere rolig ved at vide, at “nå, det er den her boks, jeg hører hjemme i.”
Natasha kom på antipsykotisk medicin, som hun reagerede rigtig godt på. Hun fik det hurtigt bedre, og kun en måned efter hendes første møde med Opus, fik hun et tilbud, hun ikke kunne afslå. Hun kunne blive hjulpet ud af en uvirksom dagligdag og komme i virksomhedspraktik gennem et nystartet projekt ved navn Morfeus.
Morfeus er et samarbejde mellem Job & Trivsel, Aarhus Kommune og Opus. De to hovedkræfter er Birthe Bruun, behandler i Opus, og virksomhedskonsulent Annette Filtenborg fra Jobcenter Aarhus, Job & Trivsel. Groft sagt er systemet, at Birthe Bruun sammen med sine kolleger i Opus finder de unge, som har lyst at komme ud, og Annette Filtenborg finder de virksomheder, som gerne vil tage imod de nye, anderledes, men meget motiverede medarbejdere. Sammen forbereder de virksomhederne på, hvad det vil sige at få en ung kollega med en sindslidelse.
Formålet med Morfeus er at få unge med skizofreni ud i virksomhedsforløb og samtidig være med til at afstigmatisere sygdommen. Indtil videre har projektet – på godt et år – fået over 70 unge ud på både offentlige og private arbejdspladser eller i uddannelse – nogle med få timer, andre med flere – og interessen fra både de unge og virksomhederne har været helt overvældende.
– Jeg sagde ja med det samme, siger Natasha om tilbuddet fra Morfeus.
Hun havde også en ide om, hvad hun gerne ville beskæftige sig med. Faktisk havde hun også en helt bestemt arbejdsplads i tankerne.
– Jeg kan jo godt lide at læse og skrive og vil på længere sigt gerne læse litteraturhistorie. Så mit ønske var at komme til at arbejde i byens bedste og største boghandel.
Hun havde selv researchet sig frem til, at Bog og Idé i Bruuns Galleri var hendes ønskeboghandel. Ikke mindste fordi netop den boghandel har et godt udvalg af engelsksprogede bøger – og især en god afdeling med fantasy og en del bøger af netop Terry Pratchet.
Boghandlen var heldigvis meget interesseret, og Natasha sagde ja til at troppe op sammen med virksomhedskonsulent Annette Filtenborg, og så blev Natasha ansat i virksomhedspraktik. Senere fik kollegerne i boghandlen undervisning i skizofreni og skånehensyn af Birthe Bruun og Natasha. Det blev et lykkeligt samarbejde. Natasha begyndte med at arbejde 4 timer om ugen, men det blev hurtigt sat op til tre gange fire timer.
– De gav mig meget klare linjer, så jeg vidste præcis, hvad jeg skulle, siger Natasha. – Så skulle jeg stå i en bestemt afdeling; så skulle jeg tjekke priser på bestemte bøger. Det var hele tiden en ting ad gangen.
Når der kom pres på med mange kunder, kunne Natasha godt begynde at føle sig stresset. Det gjaldt især i den travle julemåned.
– Når jeg føler stress, begynder jeg at se skygger ud af øjenkrogen, og de skygger begynder at tage form.
Natasha ved godt, at når hun begynder at se de sorte figurer, f.eks. en sort hund midt i boghandlen, så er det tid til en pause.
– Jeg elskede arbejdet, og jeg var ikke meget for at tage de pauser. Men jeg var nødt til lige at gå om bagved og tage en kop kaffe i fem minutter. Så kunne jeg bagefter komme tilbage og arbejde videre, siger hun.
Arbejdet fik stor betydning for Natasha, ikke mindste fordi hun fik lov at håndtere afdelingen med engelsk fantasy og fandt en ligesindet i en anden ung medarbejder, der også elskede den del af bogverdenen. De to brugte tit frokostpauserne til at tale om deres yndlingsforfattere.
– Jeg elskede arbejdet. Og jeg købte så mange bøger med medarbejderrabat, siger hun og får næsten stjerner i øjnene. – Jeg kunne også holde ud at betjene kunder. Folk i Aarhus er så venlige. De har tid til at snakke.
Boghandlen betød, at Natasha fik sin livsglæde tilbage:
– Jeg skulle godt nok have en middagslur, når jeg kom hjem, fordi jeg blev så træt. Men jeg kom glad hjem hver eneste dag – og det må vel være målet, siger hun.
Der er en verden til forskel på Natasha før og efter boghandlen. Også selv om hun siden er flyttet til København med sin journaliststuderende kæreste, og selv om hun i dag venter på at komme ind i noget i København, der ligner Morfeus. Efter flytningen til København måtte hun også lige indlægges i tre uger, fordi det føltes som at starte forfra igen. Men nu er hun klar til nye udfordringer, og hun har fået en kontaktperson, hun altid kan ringe til. Det gør hende tryg.
– Sygdommen gjorde mig uinteresseret. Jeg kunne intet. Jeg kunne højst kigge lidt på nettet, og det skræmte mig virkelig ikke at have læselyst, jeg, der altid har læst så mange bøger. Det var så stor en del af min personlighed.
De sidste dag i boghandlen blev en ren tåreperser, og kollegerne forærede Natasha to bøger – store, skindindbundne hardbacks af to af hendes favoritforfattere.
– Det forløb byggede min selvtillid op, siger hun.
I løbet af tiden i boghandlen, mødtes hun sideløbende med andre Morfeus-unge sammen med Birthe Bruun og Annette Filtenborg.
– Det var vigtigt for mig at kunne dele erfaringer med andre som mig. Vi var en lille gruppe, og nogle gange gik vi ud og drak en øl sammen. Vi kunne bruge hinanden. De forstod præcis, hvad jeg mente, hvis jeg for eksempel sagde, at jeg ikke kunne få mig selv til at gå i bad om morgenen, eller at jeg fandt det svært at koncentrere mig. Det giver en ro inden i, siger Natasha, som synes, hun har fået så meget vigtigt med sig fra tiden i Aarhus.
– Jeg kunne ikke have gjort det her uden Morfeus, siger hun. – Jeg ville aldrig have turdet kontakte den boghandel.
Situationen lige nu er, at hun netop har været i aktivering i en café. Hun håber på igen at komme til at arbejde i en boghandel. Eller i hvert fald noget med bøger.
– Det kan også være et bibliotek eller et antikvariat, siger hun, ivrig efter at komme ud. – Det går galt i de lange perioder, hvor jeg går hjemme hele dagen.
Natasha Glerup er fuldstændig enig i, at det også handler om at afstigmatisere sygdommen:
– Jeg vil gerne være med til at sprede budskabet om Morfeus og samtidig fortælle verden, at vi med skizofreni faktisk er rimeligt normale mennesker.
Skizofreni er:
En alvorlig psykisk sygdom, som virker på tanker, sanser og følelser. Bryder typisk ud, når man er ung. Skizofreni kan behandles, og hver 5. kommer sig og lever næsten normalt. Ca. 25.000 danskere lever med skizofreni. Kilde: Psykiatrifonden |