Demens er ikke ”bare” et tegn på alderdom – men en sygdom

Der er både ny viden om forebyggelse og håb om ny medicin på demensområdet. Men først og fremmest gælder det om at få alle til at forstå, at demens ikke er et naturligt tegn på alderdom, siger forskere

Knap 40.000 danskere over 65 år er diagnosticeret med demens. Formentlig er mere end dobbelt så mange dog ramt af sygdommen, og forekomsten vil stige de kommende årtier som følge af en aldrende befolkning. Der findes mange former for demens, hvoraf den mest udbredte er Alzheimers demens, som tegner sig for omtrent 60 procent af tilfældene.

Læs også: frygten for demens

Der findes i dag ikke nogen medicinske behandlinger, der kan helbrede demens. Derimod findes der medicin, som kan forhale sygdommens udvikling eller for en tid ligefrem mindske de symptomer, som demenssygdommene giver. Her er der tale om henholdsvis Alzheimers demens, Parkinson demens og Lewy body demens.

Ved disse demenssygdomme ved man, at der er såkaldte neuroner i hjernen, der dør. Neuronerne udskiller i en rask hjerne et stof, som hjernecellerne skal bruge for at kunne kommunikere med hinanden. Kan hjernecellerne ikke kommunikere med hinanden, vil man miste forskellige færdigheder. For Alzheimers demens er det i begyndelsen af sygdomsforløbet særligt kognitive færdigheder som evnen til at huske, finde vej og bevare overblikket, der rammes.

Kristian Steen Frederiksen, Ph.d., overlæge og leder på Klinisk Forskningsenhed ved Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet, fortæller, at der i dag findes to præparater, som kan bruges ved Alzheimers demens, Parkinson demens og Lewy body demens.

Det ene er kolinesterasehæmmere, der i hjernen øger det stof, som nervecellerne har brug for, når de skal “tale” sammen. Så ved at tilføre stoffet øges nervecellernes evne til at kommunikere. Det andet præparat hedder Memantin. Her er årsagen til, at det virker, lidt mere usikker, men det handler formentlig også om, at kommunikationen mellem nervecellerne i hjernen bedres.

– De fleste patienter vil, når de får medicinen, opleve en stabiliserende effekt i et stykke tid, hvor deres sygdom ellers er fremadskridende med f.eks. en hukommelse, der bliver dårligere. Medicinen vil forhale den proces. Nogle patienter vil opleve en decideret bedring. Måske vil de føle sig mere ’tilstede’, og de kan ting, som de ellers ikke længere kunne – f.eks. udføre nogle huslige opgaver. Men der er også patienter, der ikke vil opleve den store effekt af medicinen. Vi plejer at sige, at cirka en fjerdedel ikke oplever nogen effekt, at halvdelen oplever en stabiliserende effekt, og at en fjerdedel får det bedre. Men vi kan desværre ikke forudsige, hvem der får hvilken effekt, siger Kristian Steen Frederiksen.

Nyt håb for mennesker med demens

Men netop nu venter danske demensforskere i spænding, idet et helt nyt lægemiddel mod Alzheimers demens kan være på trapperne i herhjemme. Midlet er allerede godkendt i USA, og ansøgningen behandles lige nu hos Det Europæiske Lægemiddelagentur. Godkendes det der, skal det derefter, for at kunne ordineres i Danmark, godkendes af Medicinrådet herhjemme.

I bedste fald vil det, hvis det bliver godkendt, kunne udskrives til patienter i første halvdel af 2024, vurderer Kristian Steen Frederiksen.

– Det nye præparat ser meget lovende ud. Modsat den medicin, vi kender og bruger i dag, går det nye præparat, Lecanemab, ind og påvirker den underliggende sygdomsproces

– Det påvirker altså ikke bare symptomerne, men selve demenssygdommen. Medicinen kan ikke stoppe sygdommen, men forhale sygdommen ved at ændre dens biologi, siger Kristian Steen Frederiksen.

Man ved, at en væsentlig del af årsagen til Alzheimer er, at der sker aflejringer af bestemte proteiner mellem og inde i hjernecellerne. Disse aflejringer kan den nye medicin gå ind og fjerne.

– Det ser lovende ud – også i en grad, så det er relevant. Men det er stadig ikke muligt at helbrede de mennesker, der har fået sygdommen. Og så er der som ved anden medicin også nogle potentielt bekymrende bivirkninger, som er små blødninger og hævelse i hjernen, siger han.

Godkendes det nye præparat til brug for behandling i Danmark, vil det langtfra være alle patienter med Alzheimers demens, for hvem det ville være relevant – måske mellem 10 og 20 procent af de demensramte, vurderer Kristian Steen Frederiksen.

Ligeledes vil det formentlig primært være de patienter, der er i begyndelsen af sygdomsfasen, det vil gavne.

Altafgørende er det således, at man bliver diagnosticeret så tidligt som muligt i sit sygdomsforløb. Derfor er det også vigtigt, at man går til sin læge, så snart man selv eller en pårørende har mistanke om, at man måske kunne være blevet ramt af demens.

– Heldigvis er vi i forhold til for 15 år siden blevet meget bedre til at stille diagnosen og ikke forveksle den med andre sygdomme. Vi har fået teknikker som rygmarvsvæskeundersøgelse og hjernescanninger, der gør, at vi kan se forandringer i hjernen, siger han.

Større risiko for demens ved høretab

På et samfundsmæssigt niveau er det afgørende en gang for alle at få slået fast, at demens er en sygdom og ikke bare noget, man må forvente rammer folk, når de bliver gamle. Kristian Steen Frederiksen og hans kollegaer slås stadig med, påpeger han, at få politikere og folk med indflydelse på området til at forstå, at demens ikke er en social problematik, men derimod en sygdom, der kan udløse sociale problematikker.

– Demensområdet har pendlet mellem at høre til i Ældre- eller Sundhedsministeriet. I dag hører det under Social- og Ældreministeriet. Det viser lidt om, hvordan man betragter sygdommen. Selv i befolkningen er der en opfattelse af, at det er naturligt at få demens som ældre. Det er det ikke, siger Kristian Steen Frederiksen og tilføjer:

– Der er også cirka 2500 under 65, der lider af demens, og det er alligevel en del. Området bør prioriteres højere og ikke mindst udredningen

– Medicin er vigtigt, og målet er at give de her mennesker så høj livskvalitet så længe som muligt. Og her er det vigtigt at kunne få den rigtige information og hjælp, understreger han.

Kasper Jørgensen, der er neuropsykologisk fagkonsulent på Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet, påpeger det faktum, at mindre end halvdelen af ældre mennesker når at udvikle demens inden livets afslutning.

Og ligesom sin kollega mener han, at den misforståelse, at demens er en naturlig del af aldringen, bør ryddes af vejen. Sker det, vil det formentlig også blive lettere at få udbredt vigtig viden om, at demens i nogen grad kan forebygges.

I en årrække har man kendt til forskellige tiltag, der kan være med til at forebygge f.eks. Alzheimer, men nu viser et helt nyt studie, som Kasper Jørgensen og hans kollegaer står bag, hvilke risikofaktorer det – set fra et samfundsmæssigt perspektiv – bedst kan betale sig at sætte ind over for.

Det nye studie viser, at man principielt skulle kunne forebygge op imod hvert tredje tilfælde af demens. Her skal man dog holde sig for øje, at der i virkelighedens verden vil være tale om en mindre andel, idet visse risikofaktorer kun kan mindskes, men ikke fjernes helt. F.eks. ved man, at et hovedtraume og depression øger risikoen for at få demens, og det kan man ikke fuldstændig sikre folk imod.

En ekspertgruppe under The Lancet (Et af verdens førende videnskabelige tidsskrifter red.) har gennemgået en lang række risikofaktorer og er endt på 12, som videnskabeligt set er bedst underbygget og dokumenteret. De 12 har vi lagt os op ad, og så har vi fundet frem til de fire med det højeste forebyggelsespotentiale i en dansk kontekst, som det så vil have størst effekt at påvirke. Disse fire er: fysisk inaktivitet, forhøjet blodtryk, svær overvægt med et BMI over 30 samt ukorrigeret høretab, siger Kasper Jørgensen.

De tre første risikofaktorer, som også er risikofaktorer i forhold til mange andre syg domme, er det muligt at gøre noget ved under ét, nemlig fysisk aktivitet. Det skyldes, at man både kan sænke sit blodtryk og tabe sig ved at dyrke motion.

Når fysisk aktivitet menes at kunne medvirke til at forebygge demens, skyldes det, at musklerne under motion udskiller en slags væksthormon, som vandrer op i hjernen og genopbygger hjerneceller. Samtidig er fysisk aktivitet med til at vedligeholde blodforsyningen til hjernen, der er spækket med blodkar.

Den sidste af de fire med højest forebyggelsespotentiale, ukorrigeret høretab, kan måske umiddelbart være svær at forbinde med en demenssygdom. Der er da endnu heller ikke fuldstændig klarhed over, hvorfor det at have ukorrigeret høretab kan indvirke så negativt på risikoen for at udvikle demens. Men forskerne har et bud.

– Det er forholdsvis ny viden, at det forholder sig sådan. Man gætter på, at det at have dårlig hørelse kan betyde øget risiko for social isolation. Og hvis ikke man socialiserer særlig meget, stimuleres man ikke ret meget følelsesmæssigt og kognitivt, hvilket kan have betydning for hjernen. Vi kan se, at får man et høreapparat eller indopereret et høreimplantat, så normaliseres risikoen, og man er ikke længere i højere risiko end andre ældre for at få demens. Derfor ligger der i ukorrigeret høretab et meget stort forebyggelsespotentiale, siger Kasper Jørgensen.

Bedre muligheder for fysisk aktivitet

Der er god grund til at forsøge i langt højere grad, end det sker i dag, at tænke forebyggelse ind i forhold til demens. Ud over at det er ulykkeligt for det enkelte menneske, der rammes og i høj grad også dets pårørende, koster demens samfundet mange penge. Mennesker med demens fylder op på landets plejecentre, og disse pladser er dyre. Derfor opfordrer Kasper Jørgensen til, at man fra politisk side især forsøger at gøre mere for at få danskerne til at dyrke motion.

– Man kunne godt tilrettelægge vores infrastruktur endnu bedre, så den lagde op til mere fysisk aktivitet. Uden for de store byer er der ikke ret mange cykelstier, selvom vi ved, at det er noget af det, der kan få folk til at cykle og derved få motion. Så man kunne for eksempel lave nogle regler for, at hver gang man byggede en ny vej, så skulle der også anlægges en ny cykelsti. Det er en opfordring til vores politikere, siger han.

Kasper Jørgensen understreger, at man ikke kan fjerne en allerede opstået demens med fysisk aktivitet og socialt samvær.

– Det er hjerneceller, der dør og ikke kommer til live igen. Men man kan få et bedre sygdomsforløb ved at leve et socialt liv og være fysisk aktiv, siger han.