Nøddetærte

1 tærte

Mørdej:

150 g hvedemel

50 g sukker

½ spsk vaniljesukker

100 g smør

½ æg

(Tørrede bønner, kikærter, linser eller lignende)

Fyld:

50 g hasselnødder

50 g valnødder eller pecannødder

50 g mandler

75 g smør

75 g sukker

2-3 spsk honning

1 dl piskefløde

Sådan gør du:

Bland mel, sukker og vaniljesukker i en skål. Smuldr smørret i blandingen og saml dejen med ægget. Ælt hurtigt dejen sammen. Form den til en kugle, tryk den flad. Pak dejen ind i plastfilm og læg den i køleskabet i mindst 30 min. Rul dejen ud på et meldrysset bord og læg den i en tærteform, gerne aflang. Læg et stykke folie eller bagepapir over tærtebunden og fyld den med tørrede bønner, linser eller kikærter, så siderne holdes på plads og ikke glider ned, mens bunden forbages. Bag tærtebunden ved 200º i 10 min., tag den ud af ovnen og fjern folien med bønnerne. Kom nødder og mandler, smør, sukker, honning og fløde i en gryde og bring det i kog under omrøring. Fordel fyldet i tærtebunden og bag tærten endnu 10 min., til overfladen bobler og er lysebrun.

Værsgo’ Vintermad fra Gyldendal er en samling på godt 50 retter, der giver varme og styrke med krydderier, grøntsager og godt kød. I bogen er der både hurtige opskrifter til hverdage og simremad til weekenden og særlige lejligheder. Vejledende pris kr. 129,95