Jeg vil ikke fortabe mig i bitterhed

CPR-nummeret skal ikke diktere, hvor skarp du er, eller hvad du kan. Det er skuespiller Vigga Bro et levende bevis på. Selvom hun ser sig selv som ordkunstner, fylder hun også sit liv med det ordløses kunst – maleriet

Som at få et lærerigt kursus i livet. Sådan føles det at møde Vigga Bro i hendes charmerende christianshavnerlejlighed. Anekdoter og reflekterende bemærkninger bliver smidt afsted som misiler. Men ikke hovedkulds. For der er erfaringer, viden og tankestrøm bag hver og én, inden de bliver affyret. Vigga Bro er 85 år og skarpere end de fleste. Når man møder hende, kan man fristes til at tænke, at det er imponerende at være så kvik i den alder. I virkeligheden er det blot et vidne om, at jo flere år, hjernen bliver fodret, jo mere har den at bidrage med.

Vigga vil da også gerne vise verdenen, at ikke alle ældre mennesker er demente, som hendes generation ellers ofte bliver portrætteret på film. At hun ikke er et særtilfælde, men et eksempel på, at man ikke kan putte folk i kasser.

– Ligesom alle andre, er vi ældre mennesker også meget forskellige. Alderen siger ikke noget om, hvad vi kan og ikke kan

Hjernegymnastik i hverdagen

Vigga kan godt lide at røre sig. Lave gymnastikøvelser og gå ture i København. Men det er ikke kun kroppen, der får bevægelse. Hun har altid motioneret sin hjerne. Ved at følge med i nyhederne og politik, lytte til radio og læse Information – for de går lidt mere i dybden med stoffet, mener hun.

– Man kan mærke, at det er tænksomme og begavede mennesker, der står bag, lyder det fra Vigga.

Mens hjernen fodres med viden, bliver kroppen fodret med god kost. Vigga spiser økologisk, holder igen med kød, og spiser mest fisk og fjerkræ.

– Der er tendens til overvægt i min familie, så jeg holder mig fra søde sager. Men croissanter er min favorit, så det tillader jeg mig selv at spise, siger hun.

Et samfund fattigt på kultur

Noget andet Vigga stimulerer sin hjerne med er kunst. En menneskeret. En nødvendighed. Som hun mener, der ikke er nok af i dag.

– Det er fint, at der bliver brugt penge på fodbold, og jeg nyder også selv at se håndbold. Men sport fylder for meget, og der mangler noget mere kunst. Kulturen er for fattig i dag, og der er ikke nok respekt for den. Vi har brug for kulturen til at forstå verden, mener hun.

Selv holder hun meget af at gå på kunstmuseer. Hun fortæller om en oplevelse i London med et maleri, som trængte sig helt ind i hendes sjæl. Hun følte sig nærmest desperat eller fanget.

– Andre gik bare forbi, men jeg stod paralyseret. Det gav mig en følelse af, at man skal tage sig sammen, og jeg fik nærmest lyst til at tage maleriet med hjem. Det er det, et maleri kan. Det kan give en forståelse eller følelse, som ord ikke kan beskrive. Det er det ordløses kunst, fortæller Vigga, der beskriver sig selv om ordkunstner.

Og ordene bruger hun både som skuespiller, og når hun står på scenen og holder foredrag om historiefortælling. Hendes mand Erik Moseholm var kontrabassist og komponist, og parret forenede de to kunstformer og skabte forestillinger med egen musik og egne tekster.

Historiefortællingens kunst

Når man taler med Vigga, er der ingen tvivl om, at hun mestrer fortællingens kunst. Med lige dele øvelse og læring og lige dele talent. Det sidste har hun nok fra sine farbrødre og sin far, som alle var historiefortællere. For nogle år siden mødte Vigga en tidligere skolekammerat, som fortalte, at hun huskede Vigga for hendes historier i underskolen. Når Vigga kom gående, tav de andre børn, fordi de vidste, at så ville hun begynde at fortælle. Vigga husker det dog ikke selv. Men hun er aldrig stoppet med at fortælle.

– Historiefortælling er til for at inspirere og gøre os klogere. Til at udvide vores horisont, lyder det fra Vigga.

Man kan ikke undgå at blive betaget, når hun skifter mellem begejstring, alvor og forargelse i stemmen, mens ansigt og krop følger med og sætter en tyk streg under følelserne. Et redskab, hun bruger både på filmsettet, på teaterscenen, og når hun holder foredrag i historiefortælling.

– Det er de små ubevidste træk, der betyder noget, når vi taler. De siger mere end ordene, forklarer hun.

Glæden er gået i arv

Med et langt liv bag sig, har Vigga oplevet meget. Hun har blandt meget andet spillet Esters mor i filmatiseringen af Tove Ditlevsens Barndommens Gade og været ansigtet i mange af de julekalendere, flere generationer i dag er opvokset med. En knap så spændende, men uundgåelig ting ved livet har også spillet en stor rolle for Vigga. Døden. Hun mistede sin elskede mor allerede, da hun selv var 37 år gammel. Hendes far har hun aldrig kendt. Han døde, før hun blev født.

– Min mor var et stort forbillede for mig. Hun lærte mig altid at finde glæden og lyset

For cirka ti år siden mistede Vigga sin mand, Erik. Det var som om, at hun blev halveret. Og deres fælles hjem i Hellerup blev nu forvandlet til en kulisse. Hun valgte at flytte tilbage til Christianshavn, hvor hun før har boet, for at blive hel igen.

– Jeg savner stadig Erik, og jeg elsker ham, siger Vigga, mens øjnene stråler.

– Det at miste har lært mig, at jeg heller ikke selv er her for evigt, og jeg skal have det bedste ud af det, mens jeg er her. Det handler om at udfylde livet og smile, siger hun.

Og netop altid at se efter lyset, mener Vigga, nogle mennesker har svært ved.

– Der er nogle, der fortaber sig i bitterhed, men så kan man lige så godt sige ”farvel og tak”, for du ligger andre til last. Der vil jeg hellere kigge efter glæderne.

Dagens lektion i Viggas forunderlige livsskole er slut. Og efter nogle travle og lange dage for både krop og hoved, er det nu tid til, at Vigga kan lukke døren til sin lejlighed og slappe af.