Stress og overlevelse: Din reptilhjerne tager over

Inde i den moderne hjerne, godt pakket ind bag vores veludviklede hjernebark, gemmer der sig en meget gammel reptilhjerne. Når vi er stressede, viser den sit ansigt, og trækker vores urinstinkter frem i lyset.

Stakken med opgaver bygger sig op. Indbakken boomer. To-do-listen minder om, at der skal handles, gøres rent og vaskes tøj. I pungen ligger fitnesskortet og skriger på at blive brugt. En kollega trisser forbi, men i samme øjeblik lyser telefonen op og fanger din opmærksomhed.

Det er vilkårene for mange moderne mennesker. For samfundet tvinger os til konstant at løbe hurtigere, være bedre og jonglere mellem arbejde, familie, pligter og gøremål, til bægeret flyder over. Det er i hvert fald konklusionen i en ny bog, Hjernen på overarbejde.

Forfatterne Vibeke Lunding-Gregersen og Henrik Tingleff kaster et blik på samfundet, og hvordan det udfordrer os som mennesker. Men de tilbyder ikke kun en god omgang samtidskritik, for de har også et bud på, hvordan vi kan komme i bedre balance.

Vi bærer et levn af fortiden

Den første udgave af hjernen opstod for 500 millioner år siden. Den kunne det mest basale og ikke meget mere. Men så går det stærkt – i hvert fald i et verdenshistorisk perspektiv – indtil for cirka hundredetusind år siden, hvor Homo Sapiens kommer til med den mest udviklede hjerne, kloden har set.

Hvad vi måske glemmer er, at vores urhjerne stadig gemmer sig i os og kommer frem i lyset, når vi er i ubalance.

Krybdyrhjernen kommer frem

Det er især hjernebarken, der adskiller os fra vores nærmeste slægtninge i dyreriget. Det er nemlig den, der gør, at vi kan analysere, reflektere og behovsudsætte. At vi har ironi og sarkasme. At vi kan forestille os, hvordan tingene kan være fremfor bare at observere dem.

Men lige under hjernebarken ligger et levn fra fortiden. Et levn med nogle mere umiddelbare behov og agendaer. Henrik Tingleff siger:

– Hjernebarken pakker den gamle krybdyrhjerne ind. Men jo mere pressede vi er, jo mere træder krybdyrhjernen frem og forvandler os fra gode kollegaer til komodovaraner. For i den gamle hjerne er det mine instinkter og behov, der fylder.

Vi kan ikke klare os uden omsorg

Ifølge de to forfattere er vi overlevet, fordi vi kan drage omsorg for hinanden.

– Vi er her på grund af vores intelligens, som er fuldstændig afhængig af omsorg. Vi ved jo godt, hvad der sker, hvis et barn ikke får omsorg – så udvikler hjernen sig ikke. Hjernen, der har gjort os til dyrerigets mentale magtelite, siger Vibeke Lunding-Gregersen.

Omsorg – eller compassion – er altså et grundvilkår i det at være menneske. Men det er ikke et vilkår, der bliver taget højde for i det moderne samfund.

Konstante krav om effektiviseringer, nationale test, korte deadlines og ønsket om at præstere efterlader ikke tid til at være sammen som mennesker. Telefonen er hele tiden indenfor rækkevidde, selv når der står kvalitetstid med familien i kalenderen, og når vi sidder sammen med en god ven, er vi også ved at planlægge arbejdsdagen i morgen.

Det sætter hjernen på overarbejde og sender den i ubalance. Ubalancen opstår, fordi samfundsstrukturerne primært taler til to af hjernens tre følelsessystemer, nemlig motivations- og trusselssystemet.

Medmenneskeligheden ligger i dvale

Det sidste og mere oversete system er det beroligende system, og det har store omkostninger for den enkelte og samfundet, at vi glemmer det i vores moderne livsstil. 

15 pct. af danskerne i arbejde viser tegn på alvorligt stress. Hver fjerde sygemelding skyldes dårligt psykisk arbejdsmiljø. Flere børn og unge oplever stress, depression og følelsesmæssige problemer. Halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og 41 pct. lider af søvnbesvær.

Og det er ikke kun den menneskelige psyke, der lider – det gør vores samvær også. For der er ikke overskud til at hilse på en fremmed, holde døren for andre eller nikke til buschaufføren, når det beroligende system ligger i dvale.

Det gør os nemlig ude af stand til at se og anerkende andres lidelse og skaber en opfattelse af os og dem. Altså dem, vi vil kæmpe for at beskytte, og dem, vi skal kæmpe imod.

– Det er en måde at forklare det, vi ser i Europa. Retorikken i debatter og medier gør, at vi føler os truede og instinktivt trækker os sammen. Hvis vi brugte andre sider af hjernen, ville vi måske se, at vi bare skaber mere splittelse, siger Vibeke Lunding-Gregersen.

Biologien gemmer på løsningen

En hjerne i ubalance kan altså påvirke individet, samfundet og storpolitik. Vil vi tilbage på sporet, skal vi tage fat i nogle menneskelige grundvilkår.

– Før vi er noget andet, er vi biologiske væsener. Derfor er vi nødt til at tage udgangspunkt i alment menneskelige forhold for at løse de problemer, vi har. Det er det, compassion handler om, siger Henrik Tingleff.

Compassion taler til det beroligende system. Derfor er mere compassion med til at skabe bedre balance mellem de tre systemer. 

Ved at udvise compassion for sine omgivelser tvinger man opmærksomheden væk fra sin egen navle – som vi ellers er rigtig gode til at have fokus på, når motivationssystemet pumper derudaf, som det tit gør i en præstationsbåren hverdag. Når vi viser interesse og nysgerrighed for andre, aktiverer det vores empati og sympati, som er med til at skabe balance.

Vi har også brug for at modtage compassion. Ved at blive mødt med forståelse og interesse sætter hjernen nemlig gang i nogle kemiske reaktioner, der gør os glade og tilfredse, samtidigt med at det sænker aktiviteten i trusselssystemer, som ellers arbejder på højtryk i vores moderne hjerne. Det gør det, fordi vi er stressede, og fordi vi er ekstremt dygtige til at forestille os alle de katastrofer, der kan ramme os, og vores hjerne – så klog som den ellers er – kan ikke skelne de reelle fra de indbildte trusler.

At komme i balance handler altså om at motivere det beroligende system, og det sker gennem relationer til andre. Men det kræver bevidsthed og fokus, hvis det skal lykkedes.

Læs mere om bogen

På www.mindwork.dk kan du læse mere om bogen, Hjernen på overarbejde, og forfatterne.