En velsmurt hjerne kræver træning - Magasinet Helse

En velsmurt hjerne kræver træning

Af: Jannie Iwankow Søgaard

Foto: Scanpix/Iris

Du skal ud af din komfortzone og løbende udfordre dig selv udi nye discipliner, hvis du vil holde din hjerne skarp hele livet, siger hjerneforsker. En trænet hjerne udsætter demens og giver øget livskvalitet.

 

Er du typen, der hver aften sidder og løser kryds og tværs under tæppet i sofaen, er det ingen skade til. Du kan måske oven i købet blive danmarksmester i disciplinen, hvis du øver dig rigtig meget. Men har du ambitioner om at holde din hjerne skarp langt op i årene og regner med, at dine daglige kryds og tværs-øvelser er genvejen hertil, er du på absolut vildspor.

Den nyeste hjerneforskning viser nemlig, at det slet ikke er mestringen af en enkelt disciplin som for eksempel sudoku, folkedans eller computerkodning, der gør, at din hjerne vedbliver at være skarp og i god form. Det fortæller Troels W. Kjær, der er hjerneforsker, overlæge ved Neurofysiologisk Afdeling på Roskilde Sygehus samt professor ved Københavns Universitet.

– Vi har alle noget, som vi bruger vores hjerne meget til, og noget, vi ikke bruger den til. Men vi har alle har brug for at vedligeholde hjernen, og hvis vi skal det, må vi ud af vores komfortzone og ud i de afkroge af hjernen, vi ikke bruger. Hvis man for eksempel slet ikke er musisk, kunne det være et område, man kunne overveje at prøve af. Eller, hvis man aldrig har rørt ved en bold, kunne det være, man skulle kaste sig ud i at spille fodbold, siger han.

Undgå ensporede veje for din hjerne

Den menneskelige hjerne består af tusindvis af nerveceller og en masse synapser, der kan beskrives som små broer mellem de enkelte nerveceller. Når man udfordrer sin hjerne, vokser antallet af synapser, og derved styrkes netværket i hjernen. Man kan sammenligne det med at udbygge et motorvejsnet.

Jo flere spor, man bygger, jo flere veje har man at køre på. Problemet for mange mennesker er imidlertid, at de kører for meget ad den samme vej.

– Hvis vi kørte nogle nye veje – altså trænede andre netværk i hjernen, end dem vi plejer –
ville vi få en mere fleksibel hjerne, der er meget omstillingsparat. Vi ved jo godt, at vi for at holde kroppen sund og rask skal gå ned i fitnesscenteret. Men når det kommer til hjernen, så gør vi oftest det, vi plejer, siger Troels W. Kjær, der kalder hjernen for en doven størrelse.

– Vi er godt klar over, at vi alle har ting, vi ikke er så gode til. Men det dækker vi over, for hjernen er i virkeligheden meget doven, siger han.

Hold demens fra døren

Der er flere gevinster ved at være flittig med træningen af hjernen. Blandt andet er der forskning, som tyder på, at mennesker, der har brugt hjernen aktivt gennem hele livet, udsætter demens med fire og et halvt år i forhold til dem, der ikke har brugt deres hjerne så meget. Men også livskvaliteten forbedres, når man træner sin hjerne, mener Troels W. Kjær.

– Det, at have en velsmurt hjerne, er en stor glæde. Det er altid dejligt at kunne være den første til at svare på et spørgsmål og rart at kunne kalde folk ved deres navn, når man møder dem. Og så har det nok også klare fordele, når man for eksempel skal ud og have sig et job, siger han.

Vi er blevet hjerne-dovne

Som hjerneforsker kan Troels W. Kjær være bekymret for den teknologiske udvikling og dennes indvirkning på vores hjerners tilstand.

– Der er sket det siden nullerne, at vi generelt ikke bruger hjernen til at huske så meget mere.
Nu googler vi os bare frem til det. Og vi ringer sjældent forkert til nogen, fordi vi i dag har alle telefonnumre kodet ind i vores telefoner. Og så er det først et årti eller to senere, at vi opdager, at det har nogle konsekvenser for os, siger han.

Derfor opfordrer Troels W. Kjær til, at vi lægger både små og store udfordringer ind i vores hverdag.

– Man kan jo, når man alligevel sidder fast i en bilkø, sagtens sidde og plusse tal fra nummerplader sammen. Man kan øve sig i at gå på stylter eller lære et nyt fremmedsprog. Og på det interpersonelle område kan man øve sig i hver dag at indlede en ny samtale med et menneske, man ikke kender, siger han og understreger, at det aldrig er for sent at gå i gang med at træne sin hjerne.

Træn sociale færdigheder

Anette Prehn er sociolog samt leder af Centre for Brain-Based Leadership and Learning. Og så har hun netop udgivet bogserien ‘Hjernevenner’, der retter sig mod børn og unge og formidler noget af den nyeste viden, der findes om den menneskelige hjerne.

Hendes mission er at videregive blandt andet hjerneforskning på en måde, så den forstås i den brede befolkning, og så det bliver klart for os, hvor vigtigt det er, at vi holder vores hjerne i gang med træning.

– Jeg vil gerne have, at folk forstår, at hjernen er plastisk og ændrer sig efter, hvordan vi bruger den. Hjernen er i fitnesscentret hele tiden, men hvis man kun sidder i romaskinen, får man nok store lårmuskler, men ikke særligt veltrænede mavemuskler for eksempel, siger hun.

Giv dig selv udfordringer

Anette Prehn påpeger, at man også kan træne sin hjerne til fordel for ens sociale liv. Også her handler det om at gå på nye stier og ikke kun følge dem, man føler sig tryg ved.

– Hvis man for eksempel er konfliktsky, vil man have en tendens til at glide af, når der er ved at opstå en diskussion, fordi man er bange for at virke for kritisk. Men ligesom i mange af de situationer, hvor vi kan føle os pinlige eller utilstrækkelige, får vi ”fremtidståge”. Det vil sige; vi kigger fremad, men ved ikke, hvad vi skal gøre, fordi vi ikke har gjort os nogle erfaringer med, hvordan vi kunne reagere anderledes, end vi plejer, forklarer hun.

Anette Prehn nævner et eksempel med en kvinde, der havde for vane at blive utilpas, når hun modtog komplimenter. Anette Prehn spurgte hende, om hun havde øvet sig på, hvad hun kunne svare, når hun fik et kompliment. Det havde kvinden aldrig tænkt på. Men efterfølgende gik hun i gang med at udforske forskellige svarmuligheder og valgte derudfra sine favoritter. Dem øvede hun sig på at sige, og fra den ene dag til den anden var problemet forsvundet.

– Tit, når vi føler os dårlige til eller utilpasse ved noget, skyldes det manglende træning. I stedet for at kaste måneder og masser af penge efter en terapeut, kan vi øve os og skridt for skridt blive mere trygge på den nye sti, siger Anette Prehn.

Nej, du bliver ikke klogere af at lytte til Mozart

Man bliver ofte både mere fingernem og en bedre musiker, hvis man øver sig i at spille på et instrument. Men der er intet videnskabeligt bevis for, at man også bliver klogere af det, siger hjerneforsker og musiker Peter Vuust.

Diskussionen om, hvad musik gør ved den menneskelige hjerne, blusser med jævne mellemrum op, når der offentliggøres ny forskning på området.

Og selvom der i dag ikke er helt enighed på feltet, tør Peter Vuust, musiker og professor på henholdsvis Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet og på Det Jyske Musikkonservatorium, godt slå fast, at der på nuværende tidspunkt ikke ligger nogen solide, videnskabelige beviser for, at det at lytte til musik eller spille et instrument skulle gøre mennesker mere intelligente.

– Der er ingen tvivl om, at man bliver bedre til musik, hvis man øver sig meget. Man får også en bedre finmotorik, hvis man for eksempel spiller klaver. Man kan helt konkret se, at hjernen ændrer sig anatomisk. Derimod er det vanskeligt at sige noget om, hvorvidt vi også bliver klogere af det, siger han.

For år tilbage trak det store overskrifter, da en forsker havde fundet frem til, at studerende, der lyttede til musik af komponisten Mozart, blev klogere end dem, der ikke gjorde. Senere blev den antagelse dog skudt ned, da det blev klart, at det ikke var Mozart, der fik de studerende til at præstere bedre.

De studerende, der havde hørt musik, var blot mere vågne og klare i hovedet end dem, der var blevet placeret i et helt stille rum forinden testen. En hvilken som helst slags musik ville holde de studerende mere vågne og klar til at præstere bedre end nogle, der var blevet sløve af at sidde i et stille rum.

Men musik påvirker vores hjerne

Peter Vuust påpeger dog, at der inden for hjerneforskningen er gjort flere interessante opdagelser, hvad angår musikkens påvirkning på hjernen.

– Man har for eksempel fundet, at der er en lineær sammenhæng mellem, hvor godt børn scorer på musikalske tests og så deres arbejdshukommelse. Det gælder lige fra de første trin efter indskolingen og op.

– Men problemet er bare, at det er et tværsnit, hvor man tager dem, der går til musik og måler med dem, der ikke går til musik. Og reelt ved vi ikke, om de der spiller musik er klogere, fordi de har nogle forældre, der bakker dem op og gider køre dem til musik. Derfor kan man ikke helt lave den sammenligning, siger Peter Vuust.

Er der tvivl om, hvorvidt det at lytte til og spille musik påvirker den menneskers intelligens, er det til gengæld ganske vist, påpeger Peter Vuust, at musik påvirker mange centre i vores hjerne og taler til vores sanser. Blandt andet berører musik os rent følelsesmæssigt.

– De fleste, der lytter til musik, bruger det mentalhygiejnisk. Når vi er stressede og trænger til at falde ned, skruer vi bilradioen om på klassisk musik på P2. Når vi skal til fest, får vi lyst til at høre ”Happy” med Pharrell Williams. Jeg tror også, at når unge mennesker i dag har musik i ørerne meget af tiden, så er det fordi, det giver dem følelsesmæssige stimuli og skærmer dem mod en masse af den støj, der er omkring dem, siger Peter Vuust.

Rikke Gornitzka går til hjerne-gymnastik

Smart-træning er et nyt koncept, der sender hjernen i fitnesscenter. For Rikke Gornitzka betyder træningen, at hun har forbedret både sin hukommelse og koncentrationsevne.

For otte år siden blev Rikke Gornitzka alvorligt syg med en stressrelateret depression. Den ramte hende så hårdt, at hendes hjerne tog skade, og hun måtte førtidspensioneres. I dag slås hun stadig med både nedsat hukommelse og koncentration og har sværere ved at lære nyt end tidligere.

Som følge af sin sygdom har det også knebet for Rikke Gornitzka at få overskud til at få en fritidsinteresse, fordi hun hurtigt bliver træt, når hun er ude blandt mennesker.

Men lige efter jul i år faldt hun i den lokale avis over en interessant annonce fra den lokale idrætsforening, der gjorde opmærksom på et nyt træningskoncept ved navn ”Smart træning”. En træning, der består af øvelser, som træner forskellige dele af hjernen, så man blandt andet bliver bedre til at huske, fokusere og træffe beslutninger.

– Det kom helt bag på mig, at jeg havde lyst til at prøve det. Men da jeg havde talt med instruktøren og fortalt om min baggrund, mente hun, at det lige var noget for mig. Så jeg besluttede mig for at prøve. Og det har jeg ikke fortrudt, siger Rikke Gornitzka.

Jeg behøver ikke at kunne

Til træningen blev Rikke Gornitzka hurtigt udfordret og skulle lige finde sig til rette med, at målet med træningen ikke lå i at kunne udføre øvelserne perfekt.

– Det ligger jo i os, at vi gerne vil gøre ting godt og rigtigt. Men her gik det ikke ud på det – i stedet var det selve processen, der var vigtig, og det sloges jeg lidt med i starten. Men det lykkedes mig at få det vendt inde i mit hoved og forstå, at man kun træner hjernen, så længe det er svære øvelser, man ikke helt kan gennemføre, siger hun.

Smart-træning tager udgangspunkt i den nyeste hjerneforskning, hvorfra man ved, at det at være i nye læringssituationer udfordrer hjernen og skaber nye forbindelser mellem nervecellerne. Derfor er essensen af smart-træning hele tiden at lave nye øvelser, der ikke er fysisk krævende, men som udfordrer hjernen.

Træningen er ikke udelukkende for stressramte. Alle, der gerne vil udfordre deres hjerne mere i hverdagen, vil kunne få noget ud af det.

Min hjerne arbejder kun ved udfordring

Til smart-træning har Rikke Gornitzka og hendes holdkammerater lavet mange forskellige øvelser med blandt andet bolde og tørklæder. En af de øvelser, der særligt har udfordret hende, handler om at holde tre bolde kørende i rundkreds.

Når man kaster den første bold til en anden, skal man sige sit eget navn. Når man modtager den anden bold, som adskiller sig i farve fra den første, skal man kaste den videre og sige navnet på den person, man kaster til. Endelig skal man med en tredjefarvet bold kaste til den samme igen, men denne gang sige navnet på den, som vedkommende skal kaste videre til.

– I den øvelse var jeg meget udfordret, for lige det med at huske navne er svært for mig. Der var en ældre herre på holdet, som jeg tænkte måske kunne være dement. Men det var han ikke, og han var faktisk bedre til det end mig. Og igen måtte jeg huske mig på, at hjernen kun arbejder, så længe man er udfordret og ikke kan øvelserne, siger den 49-årige kvinde fra Kolding- egnen.

Billeder i hovedet

Smart-træningen har allerede på flere parametre hjulpet Rikke Gornitzka, og hun har tillige fået værktøjer, som hun kan bruge i sin hverdag.

– Jeg fik en aha-oplevelse en af gangene, da vi trænede. Vi havde en øvelse, der hed indkøbslisten, hvor vi skulle huske 10 ting, som vi skulle forestille os, at vi skulle ud at købe. Vi fik kun en oplyst en vare af gangen, og jeg fandt ud af, at hvis jeg skal huske det bedre, så skal der kobles en handling på.

– Så da vi fik at vide, at vi skulle købe sukker, forestillede jeg mig for eksempel, at jeg hældte sukker i håndvasken. Jeg vidste egentlig godt, at jeg var visuelt orienteret, men at jeg på den måde kunne huske ni ud af 10 varer til sidst, kom alligevel bag på mig. Det plejer jeg ikke, siger hun.

Nu bruger hun teknikken hjemme. Ikke så meget, når hun skal handle, for så skriver hun indkøbsliste, men når hun skal huske nogle ting i forhold til for eksempel sine børn. Hun har også lavet en aftale med sin mand, der hjælper med at holde hendes hjerne udfordret.

– Det kan være svært for mig at finde det rigtige ord, og ofte kan det være fristende for andre at give mig ordet. Men nu har jeg aftalt med min mand, at han giver mig tid, når jeg leder efter et ord. Det er godt for min hjerne, siger Rikke Gornitzka, der håber at kunne fortsætte med smart-træningen.

– Jeg kan rigtig godt lide, at det har sådan en legende form, hvor vi griner meget af os selv og med hinanden. Og så er det en rar tanke, at der ikke er noget, jeg skal kunne perfekt, men at jeg gør det hele for at træne min hjerne, siger Rikke Gornitzka.