Kunst kan ikke helbrede men virke helende

Lærke Egefjord er uddannet læge og billedkunstner og arbejder i dag med at forene de to grene, når hun underviser mennesker med demens og deres pårørende.

Kunsten er ikke en kur, men for Lærke at se, er kreativitet en måde at holde hjernen i gang, og dermed måske forhale sygdomsforløbet en smule, ligesom det er en måde at give både fysisk og psykisk ro til mennesker, der virkelig trænger til et pusterum.

Lærke finder en stak af gamle magasiner og blade frem. Blandt andet flere udgaver af Familiejournalen og Hjemmet fra 1960’erne. Farverne er en smule falmede, formatet er større, end vi kender det i dag, og sproget bærer præg af den tid, det er trykt i. Øverst på den ene forside står der for eksempel ”Lægen kan slå dem ihjel”, som indikerer en anderledes formel tone end medier, dagspresse og ugeblade anvender i dag. Hun har opsnuset de gamle blade gennem en kvinde, der indrammer og sælger de gamle forsider og reklamer. Et lidt andet formål end det, som bladene får, når de kommer i Lærkes hænder. Og dog. For hun arbejder også med at forevige dele af den lille tidslomme i kunstværker, om end med et lidt andet udtryk.

Læge og billedkunstner Lærke Egefjord bruger nemlig bladene, når hun underviser mennesker med demens på kurser, hvor de får lov til at klippe, klistre, rive, tegne og skrive med elementer fra de gamle sider og akvarelblyanter. Hun forklarer, hvordan de gamle reklamer, emner, sider og billeder kan vække minder til live hos hendes kursister og være en god indgang til at fortælle historier.

– Bladene her er fra dengang, deltagerne var unge, og vi ved, at det, man oplever fra man er 18 – 30 år bare fæstner sig dybere. Det er også derfor, vi synes, musik fra vores ungdom er fedest, så selvom det er længe siden, vil mennesker med demens tit kunne genkende og huske noget, og så kan jeg hjælpe dem med at få nogle historier frem, siger Lærke.

Hun beskriver, hvordan rejsen til fortiden giver deltagerne nogle andre ting at tale om, og at snakken hurtigt går i lokalet, hvor der kan blive en helt fritidsagtig stemning med summende stemmer, sakse, farver og små udklip.

Det er dog vigtigt for hende at understrege forskellen på at finde den barnagtige glæde og nysgerrighed frem hos sine deltagere, og så at behandle dem som børn. For selvom demenssygdommen påvirker deres evner på forskellige måder, som betyder, at de måske kan have svært ved at bruge en saks, og i stedet skal rive udklip ud fra siderne med fingrene, at de ikke kan huske mange instrukser i træk, eller at de gentager sig selv og skal have mere hjælp, så er det vigtigt for Lærke, at der ikke bliver talt ned til dem.

– Rammerne skal være rigtige, for det vigtigste i momentet er, at deltagerne får en god oplevelse med at være kreative og lave en collage, så de måske også får lyst til at være kreative derhjemme. Derfor har vi også arbejdet meget med hvilke øvelser, redskaber og måder, vi skulle gøre det på, for at give de bedste forudsætninger, forklarer Lærke.

Men ud over, at det er vigtigt for Lærke som billedkunstner at give kursisterne et godt møde med kreativiteten, er hun som læge også interesseret i, hvordan kunst og kreativ udfoldelse faktisk påvirker os fysisk og psykisk, og dermed kan påvirke vores helbred og livskvalitet.

Læs også: På besøg hos pårørende med demens: Det vigtigste er stemningen

Den kunstneriske åre blev blottet

At Lærke kom til at arbejde med mennesker med demens, deres pårørende og integrere kunsten i sit virke som læge er på mange måder en tilfældighed. Oprindeligt havde hun nemlig en tanke om, at hun ville arbejde i industrien, hvilket hun også kom til. Hun tog orlov fra sit studie og forskede i diabetesmedicin for Novo Nordisk. På et tidspunkt fik hun så at vide, at man ville undersøge, om den medicin kunne have en effekt på demenssygdomme. Og under det kliniske studie kom hun i kontakt med mennesker med demens, og blev optaget af de mennesker, hun mødte. Herfra begyndte hun at holde videnskabelige foredrag om emnet, og i 2015 debuterede hun som skønlitterær forfatter med en bog, der faktuelt belyste demens, men samtidig var en fiktiv fortælling.

I hendes eget liv kom kunst og kultur til at fylde mere og mere, og hun blev optaget af, hvis og hvordan kunst og kreativitet kunne spille en rolle for de mennesker, hun interesserede sig for. Så hun afsøgte den videnskabelige litteratur og fandt flere interessante fund.

Blandt andet fandt hun ud af, at det var bevist, at det at gå på museum kan virke demensforebyggende, ligesom man på scanninger kan se, at frontallappen hos raske mennesker lyser op, når de bliver præsenteret for kunst. Frontallappen er der, hvor man populært kan sige, at ‘Emma Gad bor’, og som kan være stærkt påvirket af visse demenssygdomme. Derudover blev hun mere og mere bevidst om, at man kan lære nyt hele livet igennem og skabe nye forbindelser i hjernen, hvilket også gælder mennesker med demens. Og derfor fandt hun det interessant at arbejde med, hvordan det at lære eller holde kreative færdigheder ved lige, kunne gavne mennesker med demens.

– Det er svært at sige præcist og i hvilket omfang, kreativitet kan påvirke sygdommen, for det er ikke et emne, der er undersøgt til bunds. Det, vi ved, er, at kreativitet er rigtig godt for raske mennesker, og at det er vigtigt for mennesker med demens at bruge og holde hjernen i gang, hvilket kan virke udsættende på sygdommen. Men jeg vil ikke sige, at man kan lave collager, og så er alt godt, forklarer Lærke,

Der kommer dog mere og mere fokus på alternative måder at modarbejde demens, særligt i lyset af, at der ikke findes en kur, og i en ny bog om kreativitet og helbred, peges der også på de gode effekter af kreativ udfoldelse i forhold til netop demenssygdomme. Og netop i fraværet af en kur og med øje for, at kreativitet er en bivirkningsfri terapiform, ser Lærke god grund til at folde feltet mere ud. Om ikke andet så for at give de ramte nogle gode oplevelser, nye ting at tale om og en ny aktivitet at kaste sig over.

Læs også: Sygeplejerske uddannes i komplementær medicin, så hun kan rådgive om alternativ medicin og behandling.

Kontakt med mavefornemmelsen

Foruden at arbejde med mennesker med demens har Lærke også i foråret arbejdet med pårørende. Et projekt, som hun sammen med en underviser i mindfulness-baseret stress reduktion fik penge til gennem en corona-pulje, og som grundet den store succes får lov til at fortsætte igen til efteråret.

– Det var bare tydeligt for os, at de pårørende til mennesker med demens er en gruppe, som kæmper rigtig meget med stress, og som blev overset. Derfor ville vi gerne gøre noget for dem, særligt efter corona kom til, fordi alle tilbud lukkede ned, så de afbræk, de ellers havde haft, blev taget fra dem, forklarer Lærke.

Forløbet med de pårørende er anderledes fra kurset for mennesker med demens på flere måder. For det første kører det over flere uger, og for det andet er de kreative øvelser nogle andre. I forløbet her har Lærke mindre fokus på fortiden og at genbesøge gamle minder og mere fokus på, hvad der betyder noget i hverdagen for deltagerne, Hun kan eksempelvis bede dem male deres yndlingsårstid, deres bedste dag eller andet, der trækker opmærksomheden hen på deres prioriteter, og hvordan de kan få mere af det gode ind i deres liv.

Som hun forklarer, kan det at blive tvunget til at tænke på, hvad der faktisk er vigtigt for én, som man gør, når man bliver bedt om at male det, være en øjenåbner for nogle, og det kan give mere overskud i hverdagen. Måske er det bedste, man ved, egentlig bare at have tid til at sidde med sin morgenkaffe, tale lidt og høre noget radio – og det er ikke et uopnåeligt mål, hvis bare man planlægger efter det.

– Så kan det jo også være, at de pårørende bruger det som en anledning til at tale med deres kære om, hvad der betyder noget for dem, og igen får nogle nye samtaler eller syn for måder at indrette sig på, som gavner begge parter, siger Lærke.

Og hun ser, hvordan det faktisk næsten kan komme bag på nogle, hvad de ender med at male. Derudover ser hun også, hvordan deltagerne forsvinder helt ind i deres egen verden, når øvelsen bliver sat i gang. Noget, hun udmærket kender fra sig selv, og som indenfor positiv psykologi beskrives som en tilstand af flow.

Læs også: Vejen tilbage til Bjørn

En følelse af lykke

Lærkes interesse for at arbejde med kunsten spirede som nævnt frem fra en interesse i sit eget liv. Hun kunne mærke, hvordan det at male, skabe og være kreativ særligt virkede lindrende i stressede perioder, og ønsket om at arbejde kreativt voksede i hende.

I starten vidste hun ikke, hvad det var, der gjorde, at hun kunne glemme tid og sted fuldstændigt, når hun stod med sine farver foran lærredet – for modsat indenfor lægeverdenen, hvor hun tillærte sig en masse teori og omsatte den til praksis, var det lige modsat indenfor det kreative felt. Her gjorde hun bare, og prøvede bagefter at finde teoretisk viden til at bakke de praktiske oplevelser op. Det var her, hun stiftede bekendtskab med begrebet flow.

Flow er en tilstand, hvor man ikke er bundet af fortiden eller spekulerer på fremtiden, men hvor man er hundrede procent til stede i nuet.

– Så forsvinder timerne jo bare, og jeg kan komme til at tage fejl af koppen med kaffe og den med malervand, fordi jeg bare er i zonen, forklarer Lærke om sin egen oplevelse med den tidsløse tilstand.

Det interessante ved flow ud fra et lægefagligt synspunkt er, at det ud over at føles godt psykisk også har fysiske påvirkninger. Flow virker afslappende på nervesystemet, og blodtrykket falder, når man er i flow. Der er derudover lavet undersøgelser i lykke, der viser, at når folk tænker tilbage på, hvornår de mærkede en stor følelse af lykke og mening, hang det overvejende sammen med at tilstand af flow. Lige nu arbejder Lærke sammen med en forsker fra Aarhus Universitet for at finde ud af, hvordan man kan skabe mere flow også for mennesker med demens. For det er ikke alle, der har hverken lysten eller måske evnerne, til at sætte sig ned og tegne, male eller lave en collage, hvilket faktisk heller ikke er afgørende for at kunne komme ind i en flowtilstand. Det kan man nemlig godt uden at være decideret kreativ – men man kan ikke være kreativ, uden at være i flow.

– Flow er en afslappende tilstand, men det er ikke at ligge i en hængekøje, selvom det også kan virke afstressende. For at komme i flow skal man udfordres på en måde, man kan mestre. Det kan eksempelvis være at lave en collage, men det kan også være andre discipliner, og det er det, vi arbejder på at blive klogere på, siger Lærke.

Kunsten kan ikke være skadelig

Kunst og kreativitet oser på Lærkes arbejdsværelse i hjemmet. Lærreder står stavlet sammen, der er blyanter, farver, pensler, sakse, akvareltegninger, bøger, bøtter og blade i massevis. For hende er der ingen tvivl om, at kreativ udfoldelse gør gode ting for os. Hun kan mærke det på sig selv, når hun pakker penslerne ud og begynder at plastre det tomme motiv til med farver og mønstre, og hun kan se det på sine kursister.

Både dem med og uden demens. Men som læge er hun også påpasselig med at oversælge kunstens evner, mere end videnskaben tillader. Derfor vil hun heller ikke sige, at man kan male demens i stå. Hvad, der til gengæld også er sikkert – og det gælder os alle sammen – er, at de færdigheder, vi ikke bruger, forsvinder, og at hjernen har godt af at blive brugt og udfordret.

Sammenholder man det, med den viden, der allerede findes om beroligende effekter ved musik, flow, følelsen af lykke, vigtigheden af samvær og stresshåndtering, ser Lærke ikke, at der er nogen, der kan tage skade af at være kreativ på en eller anden måde. For modsat så mange traditionelle behandlingsformer, har kunsten ingen bivirkninger og kan derfor ikke være skadelig.

– Der var faktisk en journalist, der ringede og spurgte, om kunst kan være skidt, og jeg vendte det med flere andre, og vi kunne simpelthen ikke finde noget, der bakkede den påstand op, så vi sagde, vi synes, han skulle droppe at lave det indslag.

Hvor stor effekt collage kan have på demens, mangler der stadig mere viden om. Men for Lærke er succeskriteriet, at alle deltagere får en god dag, hvilket hun kan se, at de gør. Og i takt med, at de gode dage bliver færre, må det siges at være lidt af en gave.