Multiresistente bakterier risikerer at blive fremtidens største dræber

Multiresistens er i de senere år blevet mere og mere udbredt. Udfordringen med dem er, at de bevæger sig over landegrænser og sektorer og risikerer at gøre en banal lungebetændelse dødelig. Men kan vi stoppe dem?

I 2010 tog multiresistente bakterier deres første liv. Men langt fra det sidste. Ifølge en kommission nedsat af den engelske regering, kan vi regne med, at der i 2050 vil dø 10 millioner mennesker på verdensplan som resultat af resistente bakterier. Der er altså ingen tvivl om, at det er en stor sundhedsudfordring, som påvirker hele verden.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om vi kan stoppe bakterierne fra at blive fremtidens helt store dræber. For at besvare det, er man nødt til at se på mange faktorer, som påvirker udviklingen af resistens.

Der sidder rundt om i verden – og ikke mindst Danmark – rigtig mange dygtige forskere, som arbejder med at indsamle den viden, der mangler om bakteriernes evne til at udvikle resistens, og hvordan vi i praksis kan arbejde målrettet mod at mindske antallet af dem. Men det er udfordrende og kompliceret arbejde, som kræver, at vi går helt tilbage til bakteriens væsen.

Bakterier er bittesmå organismer uden cellekerner. Faktisk kan der i punktummet for enden af denne sætning være omkring 10.000 bakterier. Men det betyder ikke, at de er dumme. For bakterierne har lært at kæmpe imod vores værn mod dem.

De kan udvikle naturlig resistens, hvor de eksempelvis danner et protein, som ødelægger antibiotikummet. Resistensen kan også være et resultat af mutationer i bakteriens DNA, som går i arv til de nye bakterier, og så kan resistens spredes ved overførsel af gener mellem bakterierne. Det betyder, at der i miljøer med mange bakterier er stor risiko for, at få multiresistente bakterier giver deres evner videre til andre. Det kan eksempelvis ske i spildevandsanlæg.

Det er netop det, som professor ved Københavns Universitet, Søren Johannes Sørensen undersøger. Sammen med kollegaer har han kigget på overførsel af resistens mellem bakterier i rensningsanlæg og kloaker i EU og kan konstatere, at spredningen er stor.

– Vi kan se, at mange bakterier, som ikke kan overleve i de her miljøer, faktisk kan nå at give resistensgener videre, inden de dør. Overførslen sker via plasmider, og jeg tror, vores forskning har været en øjenåbner for, hvor mange af de naturlige bakterier i de her miljøer, der faktisk kan tage imod multiresistente plasmider, siger han.

Nogle af de nye multiresistente bakterier kan være sygdomsfremkaldende i sig selv, mens andre måske vil komme i kontakt med nogle, der er, og så kan give resistensegenskaberne videre. Det ville måske ikke være så alarmerende, hvis bakterierne, som ikke umiddelbart har brug for resistensegenskaber, smed generne igen, som man hidtil har troet. Men sådan forholder det sig faktisk ikke altid, viser præliminære studier. ´

– Der har hersket en teori om, at bakterierne ville smide plasmiderne, fordi de var unødig vægt. Men vores forskning viser, at resistensen, som sidder på plasmiderne, bare er en del af en større pakke, og at den samlede pakke bliver delt hyppigt, for at bakterierne kan overleve. Det handler altså ikke kun om evnen til at modstå antibiotika, siger han.

De fund, mener han, gør problematikken med resistens meget mere kompleks og kalder på nogle andre spørgsmål, end vi ellers har stillet, hvis problemet skal løses.

Kompleksiteten blev også belyst i et australsk studie, som faktisk understøtter Sørensens resultater. Studiet konkluderede nemlig, at brugen af håndkøbsmedicin som hovedpinepiller kunne øge spredningen af resistensgener mellem bakterier. Anders Rhod Larsen, som er sektionsleder ved Statens Serum Institut, siger:

– Det kræver flere undersøgelser at bekræfte tendensen i det ene studie, men jeg kan godt forstå, at medicin kan skabe stress, som sætter gang i overlevelsesmekanismer hos bakterierne, som øger deling af gener.

Til daglig sidder Rhod Larsen og følger indberetningerne af udvalgte resistente bakterier fra de danske hospitaler. Han kan blandt andet fortælle, at man tilbage i 2015 registrerede en ny type resistent bakterie, som var modstandsdygtig overfor et meget gammelt antibiotikum, som har været et af de sidste i rækken, lægerne kunne trække på i tilfælde af bakterieinfektioner, som ikke kunne slås ned af de fleste typer behandling. Og det er i høj grad frygten. At vi tager hul på de sidste medicinske reserver.

Rhod Larsen understreger dog, at der findes og forskes i andre behandlingsmetoder, så vi undgår at ryge ud over kanten. Han ser derfor nærmere en udfordring i, at den rigtige behandling til den rigtige bakterie skal findes i tide.

– Humlen er, at der kan gå tid, før patienten får den rigtige medicin, og at de til den tid kan være for svækkede. Vi er nødt til at tage højde for resistensen og kende bakterien, inden vi handler, forklarer han.

Det er Christian Backer Mogensen, overlæge på akutmodtagelsen Sønderjylland og professor i akutmedicin ved Syddansk Universitet enig i. Han ser et klart behov for mere præcise diagnoser for at undgå for lang behandling og skære i antibiotikaforbruget.

– Jeg er lige nu i gang med et projekt, hvor vi med nyt udstyr kan dyrke bakterieprøver på timer frem for dage, for at se, hvad det gør ved behandlingen, og jeg tror, det er vejen frem. Vi er nødt til at skære i brugen af bredspektret antibiotika, siger han.

Begge herrer er enige om, at vi egentlig er godt stillet herhjemme i forhold til multiresistente bakterier. At vi har været gode til at tage forholdsregler og skære i medicinforbruget i tide. Det ser de også internationalt.

Verdensbanken rakte nemlig ud til Danmark i forhold til at finde løsninger på resistensproblematikken. Det ledte til et samarbejde mellem banken og regeringen, der udmøntede sig i det Internationale Center for Antimikrobiel Resistens (ICARS). Flemming Bager fra DTU Fødevareinstituttet var med i opstartsfasen og kan godt forstå, at udlandet skeler til os.

– Vi har været gode til at kommunikere til offentligheden, at man skal bruge antibiotika korrekt. Også på veterinærsiden har vi sat tidligt ind. Fødevarestyrelsen havde en brillant håndtering af det allerede i 90’erne, hvor de fjernede dyrlægers mulighed for at tjene på antibiotika, men samtidigt sikre dem en profit med obligatoriske dyrlægetjek af svinebesætningerne, forklarer han.

Den tilgang, hvor man ser på både miljøet, veterinærsektoren og sundhedssektoren kaldes One Health, og er netop den, som ICARS arbejder med. Lise Bugge-Toft er en del af centrets sekretariat, og hun forklarer, at de arbejder med løsninger, der kan bruges i praksis i lavindkomstlande.

– Mange undersøgelser er lavet i vestlige lande og kan ikke direkte omsættes til udfordringerne i disse lande. Vi er nødt til at se på deres specifikke udfordringer og sikre, at regeringerne er klar til at skabe reelle forandringer, siger hun. Det oplever hun dog også i høj grad, at de er. Centret får nemlig flere henvendelser, end de kan nå at besvare. Og det er godt, mener Bugge-Toft.

For udfordringen med resistens skal løses globalt. Bakterier kender nemlig ingen grænser, og multiresistens i Afrika, påvirker også os i Danmark. Og problemet er substantielt. Får vi ikke sat en kæp i resistenshjulet, vil der med tiden være mange sygdomme, vi ikke kan behandle, og simple kirurgiske indgreb vil pludselig blive meget mere risikofyldte. Flemming Bager, DTU, siger:

-Desværre er den internationale opmærksomheden på problemet nok kommet tyve år for sent. Men jeg tror, at Nordeuropa vil blive ved med at være et smørhul og håber, at der kan laves synlige forandringer i lav- og mellem indkomstlande, men det kan tage lang tid, før vi kan se, at det vender.